MIRADAS JUVENILES III

FILMPÆDAGOGIK

 

Da Evo Morales og MAS (Bevægelsen for Socialisme) i 2006 overtog regeringsmagten i Bolivia, stod en ændring af skolesystemet højt på ønskesedlen. I 2010 vedtog regeringen Lov No. 070, der skulle revolutionere undervisningen ved at udvikle en pædagogik med respekt for oprindelige befolkningsgruppers kulturer og sprog og virke frigørende og demokratiserende for samfund og borgere.

Men at gennemføre en radikal ændring af et lands undervisningssystem er lige så svært som at vende en supertanker. Bolivia har mange dårligt uddannede lærere, der har lært, at undervisning primært handler om at give ordrer og belønne udenadslære. Med undervisningsreformen 070 skulle undervisningen demokratiseres og desuden forankres i en lokal virkelighed. Dog mangler de fleste lærere nogle pædagogiske værktøjer, og heller ikke lærerseminarierne har de nødvendige midler og forudsætninger for at klæde fremtidens lærere på til at leve op til reformen.

COMPAs og Spor Medias projekt Miradas Juveniles II (2013-2016) gav eksempler på, hvordan film kan bruges til at gøre undervisningen mere deltagerorienteret og til at forbinde skole med lokalsamfund. Indsatsen begyndte i El Alto og på andre seminarier i højlandet. Men det bolivianske undervisningsministerium blev så begejstret for konceptet, at projektet blev bedt om at udbrede konceptet til lærerseminarier i de fattigste dele af landet. Aftalen var, at ministeriet derefter selv skulle overtage ansvaret for den audiovisuelle undervisning. Derfor søgte Spor Media og COMPA om en forlængelse af projektet, så metoderne kunne blive grundigt beskrevet og få dybere rodfæste både i ministeriet og på lærerseminarierne.

Miradas Educativas (2016-2017) udarbejdede en omfattende manual og fortsatte træningen på seminarier rundt omkring i landet. Projektet blev afsluttet med en filmfestival – AyniVisual – der fandt sted samtidigt fire steder i landet og engagerede lærerstuderende og andre unge i en festlig fejring af græsrodsfilm (https://www.facebook.com/AyniVisual-1987946201430030/).

Link til projektansøgning Miradas Educativas: http://webbase.cisu.dk/Bevilling/Detail/15-1777-MP-dec?parentUrl=

 

×