MIKROFINANS – LÅN TIL FATTIGE
I temapakken Mikrofinans kan man læse om, hvorfor mikrofinans for mange fattige mennesker er deres eneste chance for at få penge til at sætte gang i en produktion.
I temapakken diskuteres nogle af de centrale spørgsmål:
Bliver mikrofinansprojekter brugt som en ’undskyldning’ for ikke at gøre noget ved de strukturelle forhold, der skaber den skæve fordeling af verdens ressourcer?
Er mikrofinans så problemfri en genvej til udvikling som fortalerne hævder?
Hvad er vigtigst for projekterne: kvindefrigørelse eller økonomisk bæredygtighed?
Dele af materialet er på engelsk.
Mikrofinans skal udrydde fattigdom
FNs 2015-mål har gjort bekæmpelse af fattigdom til hovedmålsætningen for de rige landes støtte til udvikling i Syd, og mikrofinans er et af de tiltag, man har store forventninger til. Det handler om at give fattige mennesker mulighed for at låne penge uden sikkerhed – og spare op. Penge som de kan bruge til at sætte gang i aktiviteter, som de kan tjene penge på eller som kan betale børnenes skolegang.
Mikrofinans blev gjort verdenskendt af Muhammed Yunus i Bangladesh, og i 2006 fik han – og Grameen Bank – Nobels fredpris. Mikrofinansprojekter findes nu i de fleste fattige lande, og skønnes at omfatte mere end 100 millioner mennesker.
