10 unge artister og musikere og to trænerer turnerer tre uger i Nordvestsjælland.

Gruppen Phare Ponleu Selpak (PPS)  kommer til Danmark fra den 23. september til den 12. oktober 2012. Gruppen turnerer med workshops i akrobatik, jonglering, musík og traditionel dans samt en bragende flot forestilling.

Om projektet:

Phare Ponleu Selpak (PPS) (“kunstens strålekraft”), blev oprettet i 1986 i en flygtningelejr på grænsen til Thailand. Ideen var at bruge kunst og kreativitet i arbejdet for at overvinde krigstraumer. Efter flygtningenes tilbagevenden til deres hjemland blev PPS i 1994 registreret som officiel NGO i Cambodja.

Børn og unges udvikling bliver understøttet gennem sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle muligheder, og Phare Ponleu Selpak har mange forskellige tilgange til at hjælpe den enkelte. Hvert barn er unikt og kræver særlige tiltag, der er skræddersyet til hans eller hendes behov.

Phare Ponleu Selpaks arbejde har rod i en kunstnerisk praksis. Kunst ses således ikke udelukkende som en måde at udtrykke sig på – det er også et instrument til at tilfredsstille børns psyko-sociale behov. Det omfatter PPS’ skoleprogram, livslang læring, sociale færdigheder og personlig udvikling.

Efter krigen og det årelange Khmer Rouge-regime, var den cambodjanske kultur helt i bund. Derfor er kunstnerisk praksis et afgørende middel til at styrke befolkningens kulturelle identitet, så de kan få værdigheden tilbage. PPS hjælper 30 børn i et børnehjem, og yderligere 46 børn bliver sammen med deres familier støttet i deres lokalsamfund. Disse børn har været ofre for handel med børn, vold i hjemmet, omsorgssvigt, sygdom og fattigdom. Alle børn deltager i et ernærings-program (tre måltider om dagen), får ​​lægehjælp, almindelig omsorg (lektiehjælp, skoleartikler, undervisning) samt kulturelle og kunstneriske tilbud. Hertil kommer, at 150 børn dagligt deltager i PPS’ fritidsklub med uddannelsesmæssige, kulturelle, kunstneriske og andre aktiviteter. Hver dag benytter 75 bøger og spil på biblioteket.

PPS understøtter de offentlige skoler i regionen, f.eks gennem læreruddannelse og ekstra ressourcer, der tillader fri adgang til en uddannelse af høj kvalitet for 1.250 børn. Derudover er der et tæt samarbejde mellem skolerne og PPS’ fritidsklub. 450 børn og unge får gratis undervisning i tre kunstneriske områder: 1: Visuel kunst: Tegning, maleri og skulptur, animation, design, illustration og billedredigering. 2: Performing Arts: Cirkus og teater. 3: Musik: Undervisning i både traditionel og moderne musik.

Mere information om Phare Ponleu Selpak: www.phareps.org/

Mine venner fra Ghana

To dage i november 2010 fik Odden Skole besøg af Baobab fra Ghana.

Se soundslideshow med Laura fra 6. klasse. Hun fortæller her om nogle af sine oplevelser med de unge ghanesere.

De 13 unge i tromme- og dansegruppen Baobab gæstede Odden Skole i to dage. Skolen er lille – kun med ét spor og kun op til 6. klasse – og den er en vigtig institution i lokalmiljøet. Den er et samlingssted, og forældrene kommer, når der sker noget. Til Baobabs show, der afsluttede to dages besøg på skolen, kom borgmesteren og over 200 andre tilskuere.

Skolen er også på andre måder lidt speciel. Den huser nemlig landets næststørste unicykel-klub, og både store og små elever lærer at holde balancen på et hjul.

Det faldt de unge fra Baobab pladask for. Ingen af dem havde tidligere været uden for Ghanas grænser, og det var første gang, de så børn på et-hjulede cykler.

Afrika for hele skolen

Hele skolen var der, da Baobab kom på besøg, og alle havde været med til at forberede besøget. Både for at give gæsterne en god velkomst med optræden og flag og for selv at blive klogere på et land som Ghana.

Men besøget handlede også om meget andet end faglig viden. Som Laura fortæller, blev hun gode venner med et par af gæsterne, og det er måske den fornemmelse, hun vil huske længst – det at blive glad for nogen, der kommer fra vilkår, der er meget anderledes end ens egne.

Privat indkvartering

Lauras klasse

Baobab

Man kan nå meget på to dage, og skolen havde arrangeret en tur til stranden – et besøg på en gård – og et kig ind i kirken, hvor de unge kristne ghanesere fik hilst på den lokale præst.

boede på Odden i to dage. En af lærerne havde stillet sit store hus til rådighed, og hun kunne fortælle sine elever om små kulturforskelle i hjemmet. – Om hvordan man i varmen i Ghana for eksempel ikke er vant til at lukke døren efter sig, og at hun måtte rende rundt og slukke lys og lukke døre. 

Eleverne måtte overskride nogle grænser

Et kulturbesøg fra den store verden sætter sine spor. Eleverne har ofte haft andre oplevelser end læreren, og de husker detaljer, som kan overraske de voksne.

På Gørlev Skole var det i 2010 4.-5.-klasserne, der havde besøg af kulturgruppen Baobab fra Ghana. Efter besøget har lærerne opfanget nogle af elevernes betragtninger, som lærer Birgit Rasmussen her fortæller om.  (Varer 1:00)

Birgit Rasmussen

En af Birgit Rasmussens erfaringer er, at det kan være svært på forhånd at definere, hvad der kommer ud af kulturmødet, men at det ofte er noget meget værdifuldt, som kan være svært at lære i almindelig klasseundervisning.

Skolehverdagen bliver brudt op, forventningerne er i højsædet, og eleverne suger indtryk til sig og overskrider egne grænser.

Min dag med Baobab-folket

Lukas går i 6.A i Vig Skole. Han skriver her om, hvordan det var at have besøg af Baobab fra Ghana en dag i november 2010. Dagen bød først på workshops med 5.-6.-klasse og bagefter en forestilling for hele skolen.

Dagen startede med, at jeg mødte op i skolen. Vi skulle møde folk, som kom fra Ghana. Det var meget spændende, og vi var forberedt på, at de ikke kunne tale dansk.

Da de kom, skulle vi lære at spille på trommer ligesom dem eller lære at danse. Jeg valgte at spille på tromme, det gjorde de fleste drenge på nær Nicolai fra 6. klasse og Micki fra 5. klasse også.

Da vi kom ind og skulle spille på trommer, skulle vi sidde på nogle stole, der dannede en rundkreds. Det tog lidt tid, før vi kom i gang, men da vi så endelig kom i gang, skulle vi lære nogle simple rytmer, og de gjorde, at vi til sidst dannede en god rytme. Efterhånden begyndte vi at lære sværere og sværere rytmer, så det til sidst lød rigtig godt.

Elever overtog tolkningen

De havde selvfølgelig også en tolk med, som oversatte det, de sagde, så vi kunne forstå det. Men efter pausen skulle tolken noget, så derfor spurgte han på engelsk, om der var nogen, som kunne forstå engelsk og oversætte det. Det kunne Mikkel og jeg fra klassen, så det endte med, at vi oversatte de ting, han prøvede at lære os.

Til sidst blev Mikkel og jeg rigtig gode venner med Derrick, og jeg fik nogle gode samtaler med ham. Vi snakkede bl.a. om, hvor hans familie boede. De boede så i hovedstaden i centrum i Ghana.

Lukas, Vig Skole

Efter at alle havde lært at spille på tromme eller danse, så lavede vi en fælles koncert for hinanden, hvor dem som havde lært at danse viste det for trommeholdet, og bagefter viste trommeholdet deres musik for danseholdet.

Baobab-folkets spiller høj musik

Baobab optræder på Vig Skole

Derefter holdt vi en pause, hvor vi fik lidt mad. Sidst på dagen skulle Baobab-folket lave deres koncert for hele skolen.

Det, de spillede, var rigtig godt og det var meget højt, men det lød godt. Danseholdet dansede også godt til musikken. Alt i alt var det rigtig sjovt at have Baobab folket på besøg.

Lukas Simonsen. 6A

Unge holder fast i kulturelle rødder 

De 13 unge ghanesere, der i 2010 gæstede Danmark med deres kulturgruppe, bevæger sig mellem tradition og modernitet. I danske skoler og kulturcentre viste de mest den ghanesiske traditionen, for det moderne er næsten ens overalt i verden…. Hip-hop, funk eller diskodans – alt sammen appellerer til teenagere med lyst til at bruge kroppen. Det er urbane danse, der har deres udspring i vestlige storbyer.

Derfor ønsker kulturprojektet Baobab i Ghana, at børn og unge skal lære de traditionelle ghanesiske danse. For at de gamle danse ikke går i glemmebogen, og så den unge generation lærer at værdsætte deres kulturelle rødder

Rytmer og danseteater

Da Baobab i efteråret 2010 var i Europa, var det med traditionelle trommerytmer og danse på programmet – krydret med dansestykker om aktuelle konflikter i den globale virkelighed – blandt andet om fjendskab mellem muslimer og kristne.

For de unge i Baobab er de traditionelle danse en skat, de vil være med til at bevare, men i fritiden spiller og danser de det samme som unge andre steder i verden, for også landområderne i Ghana er med i en globalisering.

Besøg i Danmark

I Danmark måtte de 13 optrædende, der alle var mellem 14 og 21 år, gemme de moderne danse og rytmer til fritid og fester hos værtsfamilierne.

Nedenfor kan I se uddrag af Baobabs forestilling med traditionelle afrikanske danse i Slagelse Musikhus. Optagelserne er lavet med et almindeligt kamera. Derfor den lidt dårlige tekniske kvalitet.  

Apartheid, diskrimination og korruption hører til på den negative side, når vi hører om Sydafrika. På den positive side er der fodbold, et rigt dyreliv og en alsidig kultur. Netop kulturen var omdrejningspunktet, da M.U.K.A. en ung teatergruppe fra Johannesburg i besøgte skoler i Danmark. Med dans, musik og drama udstråler projektet en energi, der uvægerligt smitter af på omgivelserne.

Et opgør med volden i Johannesburg

M.U.K.A.s unge skuespillere kommer fra nogle af verdens mest voldelige storbyjungler som Hillbrow og Soweto i Johannesburg, Sydafrika. Nogle af de unge har ingen familie og bor i værelser, M.U.K.A. har lejet til dem.

Teater og musik er for dem en måde at bearbejde hverdagens konflikter på, og samtidig giver de kunstneriske færdigheder håb om at få en profession og dermed en fremtid.

M.U.K.A. var et svar på apartheid

M.U.K.A. blev grundlagt kort efter apartheids endelige ophør i 1994 af en flok unge mennesker, der var blevet hjemløse i tidens sociale og politiske kaos. I begyndelsen lavede de små teaterstykker, som de optrådte med på gader og stræder, men i dag er M.U.K.A. anerkendt som et storbyteater, der beskæftiger sig med de unges egen virkelighed med vold, narkomisbrug, prostitution, voldtægt og aids.

Kunstnerisk er M.U.K.A. blevet belønnet med en række priser og skiftende medlemmer af projektet har turneret i store dele af verden.

“Wild Fire” på danske gymnasier

I 2008 besøgte ni af M.U.K.A.s unge skuespillere en række sjællandske skoler og indviede danske børn og unge i, hvordan de via kunst og kultur får gang i livsglæde og kreativitet.

På skolerne underviste gruppen i drama, trommespil, dans og konfliktløsning, og hvert besøg på en skole blev afsluttet med dramatiserede forestillinger om livet i storbyslummen krydret med traditionel sydafrikansk dans og trommespil.

Et af stykkerne ”Wild Fire” gjorde specielt indtryk på den vestsjællandske gymnasie- og efterskoleungdom. Stykket handler om hiv og aids og om hvordan sygdommen påvirker unge mennesker og deres familier.

Læs mere på tysk om M.U.K.A.

Se en lille videooptagelse fra en forestilling i Tyskland.

Kulturmøder gør verden mindre

I Kalundborg Kommune giver kulturbesøg eleverne indsigt i internationale forhold. De besøgende er selv børn og unge. Fælles for dem er, at de er rigtig gode til at teater, musik, dans eller cirkus – og de kommer som et frisk pust i en almindelig skolehverdag. 

Selvlavede ghanesiske flag pynter i gangen og er strøet som fodtrin på gulvet, hvor de ghanesiske gæster skal gå. På væggene hænger børnenes plancher om politiske og sociale forhold i Ghana, og i gymnastiksalen sidder 4.-5.-klasserne og venter spændt. Det er i dag, den ghanesiske kulturgruppe Baobab begynder deres to-dages besøg på Gørlev Skole. 

Gørlev Skole er bare én af mange skoler, der i de seneste syv år har haft besøg af en kulturgruppe fra et land i Afrika, Latinamerika eller Asien. Besøgene bliver organiseret af Kalundborg Kommune i samarbejde med den danske organisationen SPOR MEDIA, og kulturgrupperne kommer til Danmark som led i en større turné i Europa. 

Comenius Regio-programmet kan støtte europæisk udveksling

Inden besøget, har lærerne i Gørlev og på de andre skoler, benyttet lejligheden til at inddrage den internationale dimension i undervisningen. Det kan gøres på mange måder, og det har hidtil været op til den enkelte lærer at finde ud af, hvordan han eller hun bedst har kunnet integrere besøget. Men fremtiden skal gerne byde på mere strukturerede forslag til undervisningsforløb. 

I samarbejde med Langenlois Kommune i Østrig og en østrigsk organisation, VIDC, søger Kalundborg og SPOR MEDIA om støtte fra Comenius Regio til et undervisningsprogram, der skal udarbejde pædagogiske metoder til interkulturel og international undervisning med udgangspunkt i kulturbesøgene. Lærere fra de to lande vil i fællesskab udarbejde forslag til undervisningsforløb i flere fag og på forskellige niveauer. 

Læs hele artikel hos Styrelsen for International Uddannelse.

Der er ikke meget at grine af, når man er barn og bor i Afghanistan. Men også afghanske børn skal have mulighed for at le. Det er ideen bag et afghansk børnecirkus, der afprøver grænser for, hvad der kan lade sig gøre i et traditionsbundet samfund.

For få år siden måtte almindelige mennesker ikke lytte til musik, næsten ingen piger gik i skole, og det var forbudt kvinder at deltage i det offentlige liv. I dag sørger det afghanske cirkusprojekt MMCC for musik til cirkusforestillinger, både drenge og piger får skoleundervisning, og også pigerne bliver stjerner i cirkusmanegen.

MMCC – Mobile Mini Circus for Children så dagens lys i sommeren 2002 i Afghanistans hovedstad, Kabul. Projektet hjælper børn, der bor under vanskelige forhold, og succes-kriteriet har hele tiden været at få børn til at le.

Det lykkes nu hver dag i MMCCs kulturhus i Kabul, samt på turneer rundt om i landet. Projektet har i Kabul 80-100 dygtige børneartister, der på rejser i Afghanistans 16 provinser har optrådt for over en halv million børn.

Gave til afghanske børn i Danmark

Syv drenge og fem piger på 10-18 år kom i 2005 fra Afghanistan til Nordvestsjælland for at optræde med cirkus og lære børn i Danmark noget om artisteri.

Specielt for skoler med afghanske flygtningebørn var det en gave at få besøg. Pludselig blev afghansk kultur vist frem og hyldet, og de unge afghanske cirkusartister blev behandlet som stjerner.

Afghanistan var ikke længere blot et land med krig og undertrykkelse, men et land med en rig kultur og med børn og unge, der ligesom danske børn vil have det sjovt og samtidig blive dygtige til noget.

Kulturmøde uden bare kvindearme

Kulturmødet var ikke problemfrit, hvad der er naturligt, når vidt forskellige kulturer mødes for første gang. For de afghanske børn og unge – og ligeledes for flertallet af deres voksne trænere – var det første gang de var uden for Afghanistan.

De lagde stor vægt på afghansk stolthed og var forbeholdne over for den vestlige kultur, der mødte dem. Det betød, at børnene i deres fritid kun fik lov til at være sammen med afghanske børn, og at de voksne overvågede, at børnene ikke kom hjem til deres forældre i Kabul med historier om nøgne kvindearme. Heldigvis var det efterår og koldt.

Diana Benneweis inviterede på stor cirkusforestilling på Bellahøj, og det blev en stor oplevelse for alle – men også en prøvelse for de afghanske piger. Under de let påklædte kvindelige cirkusartisters kunster i trapezen, fik flere af pigerne kvalme og måtte forlade tilskuerpladserne.

Guitar, trommer, teater, cirkus, ballet … Mulighederne er mange for de børn og unge, der hver uge besøger COMPAs farverige kulturhus i El Alto, Bolivia. Sådan er det nu, men det begyndte med en udsigtsløs tilværelse for en gruppe gadebørn.

Vi skruer tiden tilbage til 1989. Sociolog Ivan Nogales arbejder med en gruppe gadebørn i et børnehjem i den fattige by El Alto i Bolivia. Børnenes situation synes umulig: Ingen vil vide af dem, de tigger og stjæler for at overleve, sniffer lim i lange baner, og selv på børnehjemmet kan de ikke føle sig trygge.

Ved juletid tager Ivan en beslutning, der skal vise sig at få store konsekvenser for ham selv og for hundredvis af børn i El Alto. Han inviterer nogle af drengene med hjem i sin mors lille toværelses-hus: Fremtiden er at leve af at spille teater på gaden – og fremtiden begynder i dag.

Fra Teatro Trono til COMPA

I bogen “El Mañana es Hoy” – I morgen er i dag – beskriver Ivan Nogales og nogle af drengene, hvordan det efterhånden lykkedes at skabe en rigtig kulturorganisation:

Tidligt i 1991 – under et møde i Teatro Trono – taler gadebørnene om at skabe et nyt projekt:

“Det er alt for svært, at få nogen til at betale det!”.

“Og hvad kommer det til at koste?”

“Altså, vi har brug for et hus til otte personer hvor hele gruppen kan bo, og vi skal også have noget at spise!”

“Vi kunne stjæle!” siger Ch’ila, en lille Aymara-dreng, han er 13 år og ligner en på 10, “og så sætter vi pengene i banken!”

Hans øjne skinner mens hans hænder i detaljer beskriver et usandsynligt røveri et eller andet sted i La Paz by. En lang liste af andre skøre og kreative ideer følger, og bliver efterhånden lavet om til det, der senere bliver COMPA – Fællesskabet af kunstproducenter, lavet af gadebørn og unge, der havde fundet sammen i Teatro Trono.

Pædagogik med udgangspunkt i børnene

COMPAs succes hænger sammen med, at de voksne tager børnene alvorligt. Alle aktiviteter bygger på børnenes ideer og behov, og det er et grundprincip, at kulturarbejdet skal være sjovt – hvilket er et godt udgangspunkt for interkulturel forståelse.

COMPA begyndte at rejse – først med teatergruppen, der blev inviteret på turneer  i Europa – siden også med cirkus og musik. For honorarerne byggede COMPA ud, og morens lille hus blev bygget om og op, så det nu er et fem-etagers aktivitetshus – bygget af genbrugsmaterialer.

Den pædagogiske tilgang baseret på kunst viste sig hurtigt at være et stærkt redskab i bestræbelserne på at give fattige børn mulighed for at udtrykke sig og opnå selvtillid og en følelse af kulturelt tilhørsforhold.

SPOR Media – en dansk kultur- og medieorganisation – inviterede COMPA til Danmark første gang i 2004 med cirkusgruppen CIRCOmpa. Gruppen bestod af børn og unge mellem  11 og 15 år og turnerede fire uger i Danmark – heraf tre uger i Vestsjælland. Siden kom COMPAs teatergrupper på besøg i 2007 og 2008.SPOR Media har fastholdt en tæt relation til COMPA og har i 2010 fået midler af Projektrådgivningen til et lille filmskoleprojekt i El Alto.

Læs mere på COMPAs hjemmeside.

Den internationale dimension forsømmes

Alle er enige om, at vi skal have en folkeskole i verdensklasse, men realiteterne er, at mange skoler glemmer ’verden’ i den daglige undervisning. En dansk undersøgelse viser, at en fjerdedel af skolerne slet ikke arbejder internationalt.

Rådet for Internationalisering af Uddannelserne har i 2010 lavet en undersøgelse af internationale aktiviteter i folkeskolen, og ifølge den står det sløjt til med både internationalisering og den internationale dimension. Trods regeringens mange ord om en folkeskole i verdensklasse, arbejder en fjerdedel af de danske skoler slet ikke med internationale aktiviteter.

International dimension i alle fag

Den internationale dimension bliver i undervisningsministeriets Fælles Mål for folkeskolen (2009) beskrevet som en af fire tværfaglige dimensioner, som alle skoler skal arbejde med. Det betyder, at dimensionen skal indgå i alle fag og inddrages i undervisningen, når det er relevant.

Internationalisering er skolens relationer til omverdenen

I undersøgelsen fra Rådet for Internationalisering af Uddannelserne skelnes mellem den internationale dimension i fagene, der henviser til pædagogisk praksis på skolerne og en skoles internationalisering, der vedrører skolen som organisatorisk enhed.

Ifølge undersøgelsen har 65 % af skolerne arbejdet med skolens internationalisering, mens 70 % angiver at have arbejdet med den internationale dimension. Hvis man sammenholder de skoler, der har arbejdet med internationalisering, med dem, der har arbejdet med den internationale dimension, fordeler svarene sig som følger:

• 59 % af skolerne har arbejdet med begge dele
•  6 % har udelukkende arbejdet med skolens internationalisering
• 11 % af skolerne har udelukkende arbejdet med den internationale dimension
• 24 % af skolerne har aldrig arbejdet med nogen af delene

Globaliseringsstrategi lagde op til meget mere

Med sin globaliseringsstrategi fra 2006 lagde regeringen ellers op til, at den danske skole skulle løftes ind i en international udvikling:

”Derfor skal undervisning i folkeskolen have et globalt perspektiv. Engelskundervisningen skal styrkes. Og alle børn skal i deres skoletid deltage i mindst ét internationalt projekt”.

Indtil videre ligner det dog mest tomme ord. Der er ikke formuleret forpligtende mål eller vedtaget lovændringer på området, og der er ikke blevet tilført de økonomiske midler, der skal gøre det lettere for skolerne at hoppe på internationaliseringen. Kun en fjerdedel af de undersøgte skoler har således følt sig i stand til at afsætte penge til internationale aktiviteter.

Interkulturelle kompetence er en udviklingsproces

De aktiviteter med internationalt indhold, som skolerne har kastet sig over, er primært temauger og lejrskoler. – Altså tidsmæssigt afgrænsede aktiviteter, der i hvert fald for lejrskolernes vedkommende næsten udelukkende berører lande i vores nabolag.

Skolerne bidrager således ikke væsentligt og strategisk til elevernes interkulturelle kompetencer, der kan beskrives som de personlige forudsætninger, der skal gøre vores børn i stand til at begå sig i kulturelle sammenhænge, der er væsentligt anderledes end vores egne.