Event: Filmvisning og workshop for gymnasie-lærere
se "Fremmede i Karl Oves Paradis" og del dine tanker med os!Kære gymnasielærer – hjælper du os, så hjælper vi dig!
Vi inviterer til filmvisning, Q&A med instruktør Helle Toft Jensen og workshop for gymnasielærere, der underviser i samfundsfag, retorik eller psykologi
Kultur- og medieorganisationen Spor Media vil meget gerne invitere dig og andre gymnasielærere i København til en inspirerende aften med filmvisning og workshop onsdag den 28. januar kl. 17.00–20.00 på Forsøgsstationen.
Hvad sker der, når 200 asylsøgende drenge kommer til en lille dansk ø i verdenshavet?
Der er bekymring på Ærø, da to asylcentre for uledsagede drenge åbner i løbet af 2015. Midt i Det Fynske Øhav udspiller der sig en relationshistorie, som Helle Toft Jensen har dokumenteret gennem fem år med sit kamera.
Det blev til filmen Fremmede i Karl Oves Paradis, der havde premiere på DR1 den 11. oktober 2021, er blevet set af mere end 350.000 mennesker og siden er solgt til flere lande.
Filmen en varm og rørende historie om et bredt udsnit af os danskere, hvis liv, tanker og relationer bliver bevæget i mødet med de fremmede. En film som peger på det universelle i alle mennesker – at vi har brug for at blive set, og være en del af et fællesskab.
I filmen følger vi flere drenges liv, mens de forsøger at skabe sig en tilværelse i venten på svar på deres asylsag. Netop i denne venten opstår relationer og forvandlende samtaler mellem drengene og ærøboerne.
Undervisningsmateriale er på vej, men vi har brug for din hjælp!
Spor Media – producenten bag filmen – er nu i gang med at udvikle undervisningsmateriale til filmen, som bringer samtalerne, relationerne og fordommene frem i lyset:
Hvad kan vi lære af dem? Hvilke retoriske, samfundsfaglige og menneskelige aspekter er i spil?
I en verden præget af forandringer og polarisering, med et voksende skel mellem ”os og dem”, er filmen mere aktuel end nogensinde i en undervisningskontekst.
Mila, Rosalina og Olivia, som er kandidatstuderende på RUC, har skrevet et bachelorprojekt om emnet og afprøvet retorisk teori i praksis på gymnasieelever. Nu rækker vi ud til jer lærere!
Dannelse, selvværd, empati og medborgerskab
Vi zoomer ind på den varme og reflekterende lytning og vil gerne høre, hvad I har at sige.
Kom og giv jeres bud på, hvordan undervisningen i gymnasiet kan give eleverne mod og kompetencer til at gøre en forskel – både i og uden for klasseværelset.
Efter filmvisningen inviterer vi til en workshop, hvor vi sammen idéudvikler, hvordan filmen bedst kan anvendes i et undervisningsforløb.
Aftenens forløb
- Filmvisning af Fremmede i Karl Oves Paradis
- Instruktør Helle Toft Jensen fortæller om filmens tilblivelse
- Sandwich og sodavand
- Workshop: Udveksling af idéer til brug af filmen i gymnasieundervisningen
Tilmelding sker ved at svare på denne mail: oliviah@ruc.dk og bekræfte din deltagelse senest den 26. januar.
Tid og sted
Onsdag den 28. januar
Kl. 17.00–20.00
Forsøgsstationen
Sønder Boulevard 81
1720 København V
Vi håber, du har lyst til at deltage i en aften, hvor vi sammen bygger bro mellem dokumentarfilm, globale problematikker og undervisning.
Efter workshoppen arbejder vi (Spor Media) videre på undervisningsmaterialet med inspiration fra workshoppen. Vi sender materialet til jer, når det er færdigt, så I kan bruge det i undervisningen efter sommerferien.
Med venlig hilsen
Spor Media & Rosalina Gluud-Clausen, Mila Szigethy Andresen og Olivia Karlsson Hansen