Hvad er en Global Stay Tour?

En Global Stay Tour er et digitalt undervisningsforløb og studierejse, som kan foregå direkte fra klasseværelset eller hjemmefra – alt det kræver er en skærm og internetadgang.

Det personlige møde er i fokus, når danske elever bliver budt velkommen af unge fra det globale Syd, som fungerer som deres kultur-guider på “rejsen”. Sammen udforsker de problemstillinger som klimaforandringer, bæredygtigt forbrug, ulighed mellem kønnene eller andre relevante Verdensmålsudfordringer.

Den digitale rejse giver adgang til en virkelighed, som de fleste danskere aldrig vil opleve. Via det personlige møde og en ligeværdig dialog bliver eleverne klogere på nogle af de væsentligste udfordringer for unge i andre dele af verden, og deres internationale perspektiv og engagement i verden styrkes sammen med deres forudsætninger for selv at gøre en forskel.

Jeres Global Stay Tour kan enten gå til Kenya eller til Bolivia, hvor Spor Media samarbejder med lokale kulturorganisationer:

  • Nafsi Africa i Kenya tilbyder fritidsundervisning i akrobatik, dans og musik for børn og unge i Nairobis slumområder og forsøger samtidig at gøre de unge bevidste om den verden, de lever i.
  • Teatro Trono i Bolivia er et græsrodsteater og kulturprojekt i El Alto, som er kendt som “hovedstaden for Bolivias oprindelige folk”. I organisationens to kulturhuse er der et væld af kulturtilbud for børn og unge.

I begge lande er de unge kultur-guider blevet trænet i at formidle deres virkelighed til danske børn og unge. Lokale journalister og filmfolk har undervist dem i interview-teknik, on-line-filming med smartphones, lyssætning m.m., så de er godt klædt på til at varetage opgaven.

 

Indhold:

For at sikre et meningsfuldt forløb skal en Global Stay Tour minimum strække sig over tre rejsedage á ca. 90 minutters varighed samt en fjerde dag – også ca 90 minutter, hvor eleverne viser deres formidlingsprodukter for partnerne i Syd. Derudover kommer tid til forberedelse og efterbearbejdning.

 

Aktiviteterne på en Global Stay Tour kan være:

  • Introduktion til elevernes kultur-guider (i grupper)
  • Guided tour i et slumområde fx Kibera
  • Besøg hjemme hos kultur-guiderne
  • Danse- eller sangundervisning
  • Teaterforestilling med Teatro Trono
  • Undervisning i swahili- eller aymara
  • Koncert med kvindebandet, Pepea Afrik
  • Interview med lokale ressourcepersoner
  • Guided tour med svævebane (teleferico) fra El Alto til La Paz
  • Besøg hos klimaaktivist, Kisilu Musya

 

Aktiviteterne foregår i plenum såvel som i mindre grupper med danske elever og deres kul-tourguider – med tid til snak og spørgsmål.

 

Samarbejde ml. Bolivia/Kenya og Danmark:

Jeres Global Stay Tour skal gerne munde ud i et fælles produkt. Det kan eksempelvis være:

 

  • Kronik i et lokalt dagblad
  • En fælles sang med tekst skrevet af danske elever og musik komponeret af Pepea Afrik (Kenya)
  • Video, evt. filmet i Kenya eller Bolivia og redigeret i Danmark
  • Udstilling med fotos fra Kenya/Bolivia og fra Danmark

EKSEMPLER PÅ TIDLIGERE PRODUKTER

De globale elever på Osted Efterskole var på en seks-dages rejse til Nairobi og lavede både podcast, videoer, plakat og en portrætartikel.

29 elever fra spansk i 2.g var i marts 2021 på Global Stay Tour til Bolivia. Her tog en gruppe unge fra Teatro Trono imod dem og viste dem rundt.

Elever fra otte forskellige gymnasier tilknyttet ‘Globale Gymnasier’ var i Kenya, hvor de bl.a. besøgte klimaktivisterne Christine og Kisilu Musya.

Eleverne fra Global- og Eventlinjen på Tømmerup Efterskole var på en tre-dages rejse til Nairobi og lavede en film fra rejsen.

Vil I afsted på Global Stay Tour?

Ønsker I at høre mere om mulighederne for at komme afsted på en Global Stay Tour? Så send os en mail på spor@spormedia.dk

SPOR MEDIA

Elmegade 5, 1. th, 2200 København N,

E-mail: spor@spormedia.dk

© 2024 Spor Media

×